lørdag den 18. juli 2015

Sommerferie del 1

Kære bloglogbog, vi har svigtet dig.

Vi har bare slet ikke fået skrevet siden 2. maj.
Det er ikke fordi der ikke er sket noget, vi har haft nogle fine sejladser, men bare ikke fået skrevet på bloggen.
Det må vi lige stramme op på........

I maj måned var vi også i Ballen på Samsø og på Endelave med Lone og Rune.
Nogle rigtig dejlige dage i hyggeligt selskab.

I juni fik vi ikke sejlet så meget, men havde dog en pragtfuld forlænget weekend til Kolding.
Vi blev fint modtaget af de indfødte i sydhavnen, som er en hyggelig havn med et godt miljø.
Mange sejler ikke til Kolding fordi "der er vildt langt op til byen".
Visse vasse. Der er vel en gåtur på 20 minutter langs den skønne å med et overraskende stort fiskermiljø.

Byen er noget af det hyggeligste. Vi var på cafe, Koldinghus og på en fremragende engelsk pub i passagen.
Jeg kan endnu smage de forrygende øl vi fik skænket der.
Vi kommer bestemt til Kolding igen.

18. juli 2015

FERIE........
Så er vi klar til sommerferien.
Hanne, Carina og Isabella kom ned med alle vores ferieting i går.
Jeg overnattede i båden og Hanne ankom kl. 5.45 lørdag morgen.
Kl. 06.10 røg fortøjningerne, vi sætter storsejl i havnen og stikker mod Grenå.

Vejrudsigten passer fint. Omkring 6 sekundmeter, men desværre næsten bagfra.
Vi støtter med motor og spiser morgenmad langs Æbelø.
Vi vælger at gå øst om Endelave og får efterhånden noget bedre vind- og retning.
Mellem Tunø og Maarup har vi 1-1,5 knob medstrøm og logger over 7 knob over grunden.
Det er bare så lækkert. Solen er brudt helt igennem og vi bruser afsted mens vi nyder de bløde og smukke bakker på det nordlige Samsø.

Da vi kommer fri af Tunø og Samsø viser Århusbugten sig fra sin kedelige side. Det blæser helt vildt op. Vores vindmåler holder et par fridage, men jeg vil anslå vi havde omkring 14-16 sekundmeter.
Søen er vildt grov. Vi vipper meget og jeg er påpasselig med ikke at bomme. Akkurat som vindmåleren, har selvstyreren også valgt at holde en fridag.
Det er nu heller ikke vejr for selvstyreren- og heller ikke et vejr Hanne nyder at styre i.

I rulleriet vælger vi at gå til Ebeltoft i stedet for Grenå.
Jeg vælger at søge læ øst for Helgenæs, så vi kan få storsejlet ned.
Der er langt til Helgenæs, Hanne vil ikke styre, jeg skal tisse. Det er tæt på krise, men vi kommer i læ, får sejlet ned og jeg kommer på tønden.
Vi ruller videre i god fart mod Ebeltoft.
Først besøger vi fregathavnen, men her er ingen gode pladser, så vi sejler over til skudehavnen.
Her er ikke overvældende med ledige pladser, men Hanne spotter selvfølgeligt hurtigt en fri plads.
I skudehavnen skriver man bredden på pladserne for enden af broen. Smart.

Da vi skal ind på pladsen i sidevind på 14-16 meter springer en bavariasejler til og tager mod forfortøjningerne.
Jeg har lovet ikke at skrive noget om Hannes handlinger i forbindelse med tillægningen, men vi væltede da ikke broen helt - og fyren fra bavariaen kom ikke til skade ;-)

Hanne går op og betaler havnepenge og checker havneting, mens jeg pakker sejl osv.
Vi går en lille tur på havneområdet. Her er hyggeligt og pænt.

Jeg er træt efter sejladsen og må have en morfar mens Hanne stener og ser tour.

Vi spiser min medbragte gryderet og går herefter en længere tur i byen.
Den er lige så hyggelig som vi begge husker, selv om det er mange år siden vi har været her sidst.

Kloge ord på en cafe i Ebeltoft:


Tilbage i båden står den på et glas rødvin og en kop kaffe. Vinden er løjet lidt, men det er stadig noget vildt.
Vi bliver her nok i morgen for at opleve lidt mere af byen.

Lars


19. juli 2015
Jeg står som sædvanligt tidligt op. 
Efter et par kopper kaffe begiver jeg mig op mod Føtex.
Med i havneprisen er der 6 gratis rundstykker i Føtex. Fin stil.

Det er en fin tur til Føtex langs havnen. Jeg har dog ondt i ryggen efter rulleriet i går, så det går langsomt. Nu har hele Ebeltoft så fået den fine ide at handle hos bageren samtidigt.
Jeg venter i køen lige så lang tid som det tog at gå herop.

Det har så den fordel, at da jeg endelig når tilbage, er Hanne også vågnet!

Vi får spist, ordnet vores morgenting, og slendrer op i byen.
Ebeltoft er rigtig hyggelig med små søde huse, stokroser og brosten.
Efter en tur op i "den ikke så turistede" del af byen ender vi nede "hvor det sker".
Her er vildt hyggeligt og mange mennesker.
Vi kommer forbi museet "farvegården" og er lige nødt til at smutte derind.
Det er vildt spændende at se. Altid sjovt at se hvordan man arbejdede og levede for 100 år siden.

Efter museet besøgte Hanne en del forretninger, mens jeg pænt ventede udenfor i skyggen.
Vi kom forbi en gårdhave hvor vi lige måtte hvile med et glas øl. Det viste sig der var liveoptræden af verdens mindste bigband.
Det var vildt hyggeligt og der kom efterhånden mange mennesker i den hyggelige gårdhave.

Ved 13 tiden slentrede vi dog tilbage for at få frokost på båden.
Der er lovet regnvejr eftermiddag og aften, så resten af eftermiddagen går med afslapning i båden.

Ved 19 tiden slentrer vi op i byen for at få noget at spise.
De første mange steder vi kommer forbi trækker ikke rigtig i os. Vi ender hos restaurant Nils.
Et aldeles uhøjtideligt sted. Det er fint, der er en god stemning blandt personalet og det er rigtig hyggeligt.
Maden er bestemt ok. Ikke gourmet, men det var heller ikke det vi gik efter.

Efter maden går vi ned til båden i et mellemrum mellem regnbygerne.
Resten af aftenen er der hygge i båden med tv, snask og vin.
Aftenen sluttes af med et stort fyrværkeri mens regnen vælter ned.


20. juli 2015

Det var stadig blæsende da vi vågnede.
Mærkeligt at man skal gange vejrudsigten med 2 for at få den sande vind.
Tænker på om det er Mols bjerge der accelererer vinden.

Nå, vi går ud af havnen kl. 8.15. Det er koldt. Kun 14 grader!
Det går fint ud over pladen og ned til de grønne bøjer. Her kan vi sætte sejl og har en fin sejlads ned forbi Øer.
Da vi runder sydspidsen har vi lidt rulleri, inden vi går nordpå.
Vi går et stykke fra kysten, men har alligevel noget underlig ukonstant vind.
I laange perioder går vi over 6,5, men så pludselig sejler vi en længere periode med 4,2 knob
Når vi så lige medregner en modstrøm på 0,5 knob, så går det altså ikke stærkt.

Kort føt Grenå får vi nok. Genuaen rulles ind og vi starter motor.
Ud for Grenå bliver vi mødt af en meget sort byge. Her ryger storsejlet også ned.
Vi runder Fornæs for motor og i sjovt strømfyldt vand.
Efter Fornæs er der en længere strækning med høje klinter. Det har jeg aldrig set før. Det er ret smukt.

Det er nemt at finde Bønnerup, det er bare at sejle efter de 7 vindmøller.
Da vi kommer ind i havnen står havnefogeden på et brohoved.
Han er iklædt en meget gul skjorte, så han er da til at få øje på.
Han får os dirigeret ind på en ledig plads. Faktisk en helt perfekt plads.

Vi er lidt rundt på havnen og i den lille by.
Her er hyggeligt og havneområdet er virkelig pænt og velholdt.

Vi,spiser endnu en medbragt gryderet og slapper i båden.

21. juli 2015.

Det blæser helt vildt da vi (jeg) vågner. Det var nu også lovet, men hold da op jvor er der sus på.
Jeg går i brugsen og henter de 4 gratis rundstykker der er med i en overnatning. Dejlig service.

Vi går lange ture på havnen og besøger fiskebutikken.
Hold da op den er populær, det virker nærmest som om en turistbus lige har læsset af.
Vi sidder på en bænk og vil vente på køen bliver kortere, men der kommer hele tiden folk til.
Vi giver op og stiller os i kø som nr. 8 uden for forretningen.
Tilbage i båden får vi fiskefillet og dejlige deller.

Vi bruger den blæsende eftermiddag med småindkøb i den lille by.
Vi stener til tv og bøger, samt hygger med snak med vores naboer fra Hadsund

Det blæser så meget, at det faktisk er lidt stressende. Det hyler og skriger i riggene.
Hen på aftenen løjer vinden dog en anelse.

22.Juli 2015

Jeg vågner tidligt og vinden er løjet.
Jeg får purret Hanne og vi gør klar til afsejling.
Kl. 7.45 glider vi stille ud af havnen med kurs mod Øster Hurup.
Der er lovet 4-5 sekundmeter, men kort efter afgang ligger vi og sejler bidevind i 10 skundmeter!
Vinden er mere spids end vi forventede og bølgerne har ikke helt fattet at vinden er løjet.
Efter en times tid ruller vi genuaen ind og sejler videre for motor og storsejl.
Det er imponerende at bølgerne kan nå at blive så store, når vi er så relativt tæt på land.

Trods rulleriet, er den en fin tur. Det er rimeligt varmt og vi nyder turen.
Lidt før kl. 12 anløber vi Øster Hurup og finder straks en helt fin plads. Ikke lige der hvor vi helst ville lægge, men fint nok.

Vi går op i byen og bliver lidt overrasket over hvor meget liv der er.
Her er vildt mange turister.
Her er også en stor us-car camp. Vi sætter os ind på en fortovsrestaurant og nuder alle amerikanerbilerne der kører forbi, mens vi deler et par fadøl.

Vi er også på rundtur på havnen. Her er rigtig hyggeligt. Boligbyggeriet på havnen er godt afpasset til stedet.

Efter aftensmad i båden gik vi igen en tur på havnen. Her var der gang i en masse ting.
Restauranterne bugnede af folk. Rigtig hyggeligt og god stemning. Hanne købte bolcher ved en lille mobil biks. 
Ved den nordlige side af havnen havde en masse mennesker samlet sig. Hanne havde godt nok læst et sted, at der var fællessang på havnen onsdag aften.
Det var vi så midt i nu. Over 100 mennesker var samlet og vi sang i en halv time.
Virkelig et hyggeligt arrangement.


23. juli 2015

Jeg vågnede til 14 grader.......
Gik til bageren efter brød. Bageren i Øster Hurup er cirka lige så populær som fiskehandleren i Bønnerup.
Hold da op her er mange mennesker, men med 5 ekspedienter går det fint.
Jeg ved ikke lige hvad der er sket, men Hanne er vågen da jeg kommer tilbage til båden!

Vi driver den af på havnen om formiddagen og Hanne besøger fiskeforretningen ved frokosttid.
Hun kommer tilbage med marinerede sild, fiskefillet og fiskedeller.
Vi drikker næsten aldrig snaps, men til den marinerede sild måtte der altså en snaps til.

Efter frokosten fik vi så den ide, at putte nogle af Hannes nyindkøbte bolsjer i flasken. Spændende hvordan det smager.

Vi har inviteret Jens og Vibeke til aftensmad, så vi må afsted på den lille gåtur til byen.

Vi finder noget forskelligt kød og damen i delikatessen yder stor service ved at lave en speciel kartoffelpakke til os.
Efter det hårde indkøb, er vi nødt til at slappe af igen.
Vi vælger en fortovsrestaurant i læsiden. Det blæser rimelig meget nu.
Hanne får en kaffe (Irsk) og jeg holder mig til en fadøl.
Der kører en lind strøm af amerikanerbiler forbi.

Tilbage i båden slapper vi af. Det blæser en del og vi er spændt på om vore gæster kan holde ud at spise i en rullende båd.

Vi kigger vejrudsigt og bliver endeligt enige om, at den ikke står på Læsø i år.
Langtidsidsigterne viser, vi vil få svært ved at komme derfra igen. Vi gider ikke sejle hjem fra Læsø med 14 sekundmeter i snuden.
Vi tager fra Øster Hurup i morgen og sejler til Grenå, hvor vi så vil være blæst inde i et par dage.

Jens og Vibeke ankommer og vi nyder en dejlig middag i båden. Hyggeligt med gæster.
Vi går også en tur på havnen, inden kaffen i båden.

Da vi er alene igen går vi igang med at gøre klar til sejlads i morgen.


24. juli 2015

Vi vågner igen til 14 grader. Det er da utroligt det her........
Vi får tanket diesel, hentet morgenbrød og forlader havnen kl. 8.15.
Vi var lovet 4-5 skundmeter, men får det dobbelte.
Vi havde håbet på en sejlads med kolde drinks på fordækket (eller drinks på det kolde fordæk), men det blev det ikke lige til.