tirsdag den 17. maj 2016

Maj 2016

4. maj 2016

Så er vi endelig igang.

Båden er søsat og der er mast på.
Vi kan slet ikke vente med at få den sejlet til vores nye hjemhavn, Rudkøbing.
Det har været noget træls at bo i Rudkøbing og have båden stående på land i Bogense.
Der er ret langt når der skal laves noget på båden, men nu er vi endelig klar.

Jeg er taget i båden onsdag d. 4 maj for at gøre det sidste klar.
Jeg sejler over til mastekranen og Hanne, Carina og Bella ankommer. Vi hygger og spiser aftensmad i båden.
Da pigerne er kørt, har vi hundrede ting at ordne.


5. maj 2016

Kl. 06.30 ryger trosserne og vi sejler ud på et helt blankt Kattegat.
Her er, som lovet, absolut ingen vind.
Vi tøffer afsted mod Lillebælt. Vi ser hurtigt nogle få marsvin- og bliver, som altid, glade over at se den lille hval.
Mellem Røjle og Strib bliver vandet nærmest levende. Vi sejler i en kæmpe marsvineflok. Vi kan se marsvin overalt. Foran, ved siden, bagved. Uanset hvor vi kigger hen kan vi se 10-12-15 marsvin. Vi hører hele tiden blås omkring os.
Vi ligger i en flok, af garanteret 200 marsvin.
Det har vi aldrig prøvet før, det er da helt vildt. Gad vide om de søger hornfisk? Det er jo lige sæson.

Da vi runder Strib har vi den almindelige modstrøm.......!
Vi har ALTID modstrøm i Lillebælt.

Vi kommer endelig igennem og har ikke den forventelige lortesø syd for Fænø.
Vi sejler vest om Bogø og der er efterhånden ved at være en del både på vandet. Kun ganske få af dem der sejler modsat retning, har sejl oppe.

Det er en lang og noget kold tur for motor. Endelig har vi Lyø i sigte og glider stille ind på en perfekt plads efter 51,8 sømil.

På Lyø nød vi bare havnelivet og var ikke oppe i byen. Fik aftensmad og hyggede i båden.


6. maj 2016

Vågnede til vind. Østenvind!
Vi gled ud af havnen kl. 07.30 og sejlede for motor ud til Lyø sand. Herefter kunne vi sætte sejl og gå sydøstover.
Det er en helt fantastisk sejlads. 6-8 sekundmeter på kryds.
Vi har nogle rigtig fede ben mod Søby og senere mod Drejø. Vi synes godt nok vi kan se Søby i urimelig lang tid, men pludselig er vi ud for Ærøskøbing. Modstræbende hiver vi sejlene ned, da vi ikke kan holde sejl oppe ned gennem Mørkedyb.
Her er vildt mange både og vi nyder det. Det er også varmere end i går, så alt er perfekt.

Efter Mørkedyb fortsætter vi for motor og ankommer til vores nye plads i Rudkøbing kort før kl. 14.

En rigtig fed sejlads- og nu er båden hjemme på den nye plads :-)


Fredag d. 13 maj......

Trods datoen ser det ud til at blive en fin dag.
Vi er klar til vores første tursejlads fra vores nye hjemhavn.
Vi bor få hundrede meter fra havnen og specielt jeg, har stor glæde af, at komme i båden hver dag. Der er god mulighed for at ordne småting eller bare stene og se havneliv.

Vi vil til Marstal og er klar til at glide ud lidt før kl. 12. Vores nye naboer i en Scampi 30 vil også afsted, men bare ud for at sejle lidt på må og få.
Vi tager afsted næsten samtidigt og må med skam se, at vi ikke kan følge med Scampien. Vi bruger for lang tid på vendingerne og har et hult forsejl.
Pyt med det. Vi har fantastisk vejr med sol og 6 sekundmeter, så vi får lavet en del kryds.
Det er så fedt at krydse i dette, for os, så nye farvand.
Vi kommer alt for tidligt til Marstal, kunne have brugt flere timer på vandet.
Vi finder først en for smal plads, men derefter en fin plads i havnen. Her er ikke mange gæstesejlere.

Vi går en tur på havnen og i byen. Bliver enige om, at spise hos fru Berg.
Det var helt ok mad og her var der faktisk en del turister.

Aftenen går med hygge i bådens varme.


14. maj 2016

Det er noget koldere og noget mere blæsende.
Vi morgenhygger i båden og tager den gratis bus fra havnen kl. 11.
Vi skal til Ærøskøbing for at besøge min kollega Erik og hans kone Annelis.
Busturen er vildt smuk. Vi kører længe langs Østersøen.
Da vi ankommer til Ærøskøbing mødes vi hurtigt med Erik og Annelis. Det er super hyggeligt.
Erik og jeg skal hente nogle møbler mens pigerne køber ind til frokost.
Lige da vi skal til at have frokost i den hyggelige have, kommer et par sjove venner på besøg, det er rigtig hyggeligt.
Ved 16 tiden er vi nødt til at bryde op. 
Vi skal handle i den smukkest belliggende Netto i DK, inden vi skal tilbage med bussen til de lukkede butikker i Marstal.
Det er smart med gratis bus på Ærø. Og så med timedrift.

Det når at blive noget møgvejr inden vi skal fra Ærøskøbing, men vi bliver kun lidt kolde og våde.
Tilbage i båden hygger vi med lækker og nem aftensmad (hjemmelavet sandwich).


15. maj 2016

Jeg vågner som sædvanligt før Hanne.
Vi ordner morgenting og stener indtil kl. 09.
Her smed vi fortøjningerne og gik ud af den lange havn for motor.
Vi går for motor i modvinden ud til nordbøjen. Her falder vi af og ruller en halv genua ud.
Der er lovet godt med vind og det får vi da også. Det er et "du styrer Lars" vejr.
De store bølger ruller noget med os, men det er en lækker sejlads. Vi logger 5-6 knob med en lille klud, så det er ok.
Når vinden er stabil har vi for lidt sejl på, men typisk for forårsvejr er vinden meget ukonstant, så vi får nogle ordentlige pustere, hvor vi så har rigeligt med sejl på.

Efter Strynø drejer vi lidt og vinden frisker noget. Så kommer der en ordentlig byge med lidt vind og megen regn. Vi må skære noget op.
Bygen stopper og vi bliver enige om, at vi kan anløbe Rudkøbing i ordentligt vejr.

Lige ved indsejling til løbet kommer der en ny byge. Regnen pisker ned og vi har langt over 15 sekundmeter. Båden smider sig ned og vi haler forsejlet ind. Som altid reagerer Hanne hurtigt når sådan noget opstår.
Der er ingen fare på færde, det er bare blæsende og vådt!

Da vi anløber havnen kl. 11 vælger jeg, at vi ikke skal sejle ind på vores plads i 12-15 sekundmeter fra siden. Vi ligger os i stedet stille og roligt for enden af en af de andre broer.

Dejlig sejlads, trods lidt rigelig vind og vand.
Hanne pakker og kører til Valdemars slot for at hente Martin og Bella.
Først på aftenen løjer vinden lidt og vi flytter båden på plads med hjælp fra Martin, Carina og Bella.

En milepæl er nået: Vi har fået båden til vores nye hjemhavn og har fået sejlet første weekend tur :-)