fredag den 24. april 2015

20. april - Horsens

20. april 2015

Op, ad formiddagen satte jeg snuden mod Horsens.

Vi har i vinter fået lavet nye undervant hos Horsens Yacht Værft og de virker meget kompetente hvad angår rigning.
De har lovet, at de vil kigge på vores rig. Lige siden vi fik båden har vi haft problemer med at masten pumper. Specielt når vi ligger i havn.

Vind og sø er lige imod, så jeg stamper afsted for motor.
Søen er faktisk lidt træls.
På et tidspunkt lyder motoralarmen og jeg falder af og sætter et forsejl.
Der skulle bare lidt mere kølervæske på. Da det var klaret, kom sejlet ind og jeg tøffede igen afsted på kursen.

Jeg besluttede mig for at smutte ind til Snaptun for at spise frokost.
Her har jeg aldrig været før, det er lille hyggeligt sted.
Jeg lagde mig langskibs ved mastekranen, gik en tur på havnen og fik frokost.

Herefter afgang mod Horsens. Stadig for motor, da vinden havde drejet!
Jeg blev lige fulgt på vej af 2 marsvin. Dejligt.

Jeg lagde mig ind i Horsens lystbådehavn ved 16 tiden. Her er ikke mange mennesker og utroligt mange tomme pladser. Nå, mange er vel heller ikke kommet i vandet endnu.

Jeg får betalt havnepenge og går herefter i fakta for at købe lidt aftensmad. Der er ikke så lange derop og jeg kommer igennem en rigtig fin bydel.
På vej tilbage holder jeg en pause i skyggen, i et anlæg ned til fjorden.
Varmen er kommet, så jeg må have en pause. Her er virkelig lækkert.

På vej til Horsens ødelagde jeg selvstyreren, så den prøver jeg at lave om aftenen.

21. april.

Jeg er tidligt oppe og checker toilet og badefaciliteter.
Det er bestemt set bedre, men sæsonen og rengøringen er nok heller ikke rigtigt kommet igang endnu.
Det begyndte at blæse noget op i nat og masten begyndte at pumpe helt vildt. Så er der dømt "ingen søvn til Lars".
Kors hvor er jeg træt, men lidt morgenmad og en del kaffe hjælper på det.

Jeg forlader lystbådehavnen kl. 7.30 og tøffer stille ind til Horsens Yacht Værft.
Efter en halv times tid kommer Søren fra værftet. Meget rar og kompetent fyr.
Han kigger lidt på riggen og skifter en vantskrue (det vidste vi godt skulle gøres).
Herefter strammer han riggen meget op og forklarer mig hvordan netop denne rig skal stå. Desværre fortæller han også, at lige nøjagtigt dette masterør fra Selden har tendenser til at pumpe.
Der er også noget slok der hvor vores sallingshorn er monteret på masten. Det opfordrer han os til at få lavet om på, men det bliver først til næste forår.

Søren er allerede færdig kl. 10, så jeg gider ikke ligge mig ud i lystbådehavnen igen. Det var planen jeg ville tage en overnatning mere der og så sejle hjem til Bogense dagen efter.

I stedet lader jeg båden ligge og går ud til lystbådehavnen for at refundere mit kort.
Der er slet ikke så langt derud som rygtet siger.

Detb er frisket noget op og jeg får en fin tur ud af fjorden for sejl.
Planen er at overnatte i Snaptun, så der smutter jeg ind.
Finder en god plads langskibs. Et par søde indfødte snupper fortøjningerne for mig.

Efter betaling af havnepenge i cafeen gør jeg en tur på havnen. Meget fin og hyggelig lille havn.

Jeg fik hvilet mig i båden. Kan godt mærke det ikke blev til så meget søvn i nat.
Efter at have spist lidt aftensmad gik,jeg igen en tur på havnen.
Stadig hyggelig, men der er godt nok ikke meget by der.

22. april

Vågner som sædvanlig tidligt.
Jeg drysser lidt rundt om morgenen. Det må godt lige blive lidt varmere inden jeg sejler.

Der er lovet 0 vind- og det kommer til at stemme.
Jeg får timet min afsejling med den travle færge til Hjarnø kl 9.30.

Det er faktisk en flot tur ned forbi As Hoved. 
Fuldstændig havblik og marsvinene er lette at få øje på.
Jeg ser nok marsvin ca 30 gange på turen. Det var helt vildt.
En times tid før Bogense aftalte jeg med Hanne, at hun skulle tage imod mig på havnen.

Efter modtagelsen kørte Hanne straks hjem for at arbejde videre. Jeg skulle lige rydde lidt op efter årets første tur.


19. april

Jeg sejlede over til midtermolen. Her er det lidt nemmere at komme til og fra med ting.
Rune lå her allerede med contrasten, så det var hyggeligt.

Hanne kom ned med en fyldt bil og fik gjort rent, sat sejl på og fik fyldt båden igen med en masse nødvendige, samt måske unødvendige ting.

Så nu er vi klar. Det er dejligt tidligt på sæsonen, men vi har også haft forrygende vejr i april.

Motoren er kommet til sig selv igen.
Nu røgfylder vi igen det halve af havnen når vi starter. Forbandede bladt motor.
Øv hvor vi fortryder vi ikke fik en lokal til at smide en Volvo motor i istedet for.

18. april

Så kom der mast på båden med hjælp fra Rune og Lone.
Carina og Isabella kom også lige inden vi var færdige.

Vi fik nok ikke løftet masten højt nok oppe og det var tæt på vi var kommet til at se rigtig dumme ud på havnen!

Det gik dog godt alt sammen.
Pigerne og jeg sejlede båden på plads og derefter kørte de hjem igen.
Så kunne jeg gå og nusse med at rigge bom og alt det sidste til. Elsker det.

Båden er knastør i bunden (bank under bordet).
Vi har dog kun fyldt den ene vandtank en smule, så venter vi med at fylde vand på den anden (så kommer der forhåbentlig stadig ikke er vand i båden).

April

15. april 2015

Så blev det tid til søsætning igen.
Kl. 10 lå Josefine i sit rette element.

Motoren startede med det samme og næsten uden røgudvikling- hvad mon der er galt der?

Vi sejler båden over på plads med det samme og Hanne kører hjem for at passe sit arbejde.
Båden ligner stadig et mellemstort værksted og jeg går igang med at rydde op.
Det er altså dejligt når båden igen flyder og får sine naturlige bevægelser.

Båden har det godt efter vinteren. Der er et dejligt klima om læ og teakdækket ser ud som nyt efter en smule rodalon.
Nu har vi så også haft så meget der skulle laves på båden i vinter, så der har været kigget til den ofte.

Jeg har også fået monteret en ny slamtank. Den gamle rustfrie var tæret op og lækkede nok også lidt...!
Nu har jeg monteret en større plasttank, 61 ltr. og endda til meget lav pris. Den virker helt perfekt og alle lugtgener er væk.