søndag den 8. september 2013

6. september

Så skulle vi endelig afsted igen.
Vi havde regnet med at sejle til Tunø, men den sydøstlige vind vil nok give lidt uro i Tunø havn, så vi satser på Mårup på Samsø. Så kommer vi jo også til at opleve en ny ø sammen.

Hanne har kun sejlet en gang siden sommerferien, jeg har lige været et smut op syd for Juelsminde for at ligge for anker, men ellers har vi ikke haft tid til at sejle.
Kl. 08 er jeg nede for at gøre båden klar. Jeg sejler den ned til dieselkajen så det er nemmere at få cykler, bagage og hunden om bord.
Hanne ankommer efter et par nattevagter og vi får tingene om bord.

Der er lovet 6-8 sekundmeter vind, men vi har allerede 10 sekundmeter i havnen!
Kl. 09.40 er vi klar til at sejle ud. Vi sætter bare et forsejl uden for havnen.
Turen til nord for Æbelø går fint, dog er der noget mere vind end forventet.
Efter Æbelø skal vi dreje lidt mere østover for at komme syd om Endelave.
Nu kommer vinden for alvor. Vi ligger mellem 14 og 17 sekundmeter konstant. Vinden er ikke det værste, søerne er vildt store.
For at holde fri af Endelave er vi nødt til at dreje lidt op mod vinden og starter motor.

Hanne siger, at det er de største bølger hun har sejlet i. Jeg beregner at vi skal sejle op mod bølgerne i 3 timer før vi kommer i læ af Samsø.
Det her gider vi ikke, det er jo trods alt lystsejlads og den lille rocker spaniel har det ikke helt godt.
Vi beslutter at dreje nordvestover og sejle mod Endelave i stedet. Her har vi slet ikke været i år.

Søen er imponerende. Den bygger sig op for at løfte 4 tons sejlbåd langt op i luften, for derefter at smide den ubønhørligt ned i den næste bølgedal. Det er helt utrolige kræfter der er på spil og det er et imponerende syn.
Hanne siger "Jeg er ikke bange, men det er træls". Den stakkels hund bliver også mere og mere utilpas.
Jeg prøver at gøre sejladsen så rolig som muligt med en kombination af forsejl og motor.
Vinden ligger konstant mellem 14 og 17 sekundmeter, dog lige med en afstikker til 19 sekundmeter.
Vi har nu søen mere tværs og ruller frygteligt. Jeg har sejlet i 30 år og mindes ikke jeg har sejlet i så store bølger, det er altså helt vildt det her.
Hvordan kan det være så svært, at lave en vejrudsigt der holder?
Vi nærmer os efterhånden vestsiden af Endelave og jeg siger, at al fornuft vil give os bølgelæ om lidt.
Hanne siger "der er ikke nogen son helst fornuft i det her".
Da vi nærmer os Endelave dæmper søen og vinden sig lidt og vi sejler afsted i en helt almindelig kuling.

Vi er uden for turistsæsonen, så der er masser af plads i havnen. Vi vælger den gamle havn hvor vi kan ligge langskibs.
Havnemanøvre i 14 sekundmeter er altid spændende, men det går fint med assistance af en færgemand og en gæstesejler. Vi ligger perfekt med bagbord side mod kajen og vinden næsten i stævnen.
Hold da op for en sejlads, det var altså vildt vejr. Vi har godt nok ikke været ude i så vildt vejr før. Vi har fået vasket dæk, sprayhood, jeans og briller på turen.
Jeg tror ikke vi tidligere har fået vand sprøjtet op i cockpittet i denne båd, men det skal jeg da love for vi har nu.
Foran os ligger en Maxi 87 fra Rosenvold, ham kommer vi lidt senere i kontakt med. Han er også noget rystet over vejret. Han tog afsted fra Rosenvold i let vind. Ved Bjørnsknude sejlede han kun godt 1 knob- og så kom vinden og søen.
Han har heller aldrig oplevet noget lignende.

Hanne og Perle skal sove lidt, så jeg gør cyklen klar.
Jeg cykler hele vestøen rundt og er forbi flyvepladsen. lige da vi havde lagt til mødte vi et par flyvere på kajen.
De ville godt nok ikke sejle i dette vejr, men gerne flyve.
Endelave lufthavn

Jeg cyklede ud på sydsiden af øen for at se de voldsomme bølger slå ind over skrænterne. Nok meget godt vi kom ind derude fra.

Derefter cyklede jeg forbi købmanden for lige at checke udvalget ud. vi har ikke forberedt os så godt. Vi har ikke kontanter eller gas med, så jeg forhører mig lige om muligheden for at hæve over, samt mulighederne for gas.
Vi gør meget for at lægge penge på de øer vi besøger, så det er rigtig tåbeligt, at vi ikke har kontanter med. Endelave er ikke ligefrem tapetseret med hæveautomater.
Vi kan godt hæve over hos købmanden, men gasflasker i vores størrelse kan vi ikke få. Da jeg spørger om der er mulighed for at bestille en flaske gas med færgen til næste dag, kigger købmanden på mig som om jeg kommer fra en anden planet!
Nå, vi har stadig en smule gas i beholderen. Bare vi har til kaffevand, så går det vel.

Tilbage på båden slapper jeg af og venter på Hanne vågner. Det blæser stadig 12-14 sekundmeter og der kommer ikke mange både til havnen. Vi ligger kun omkring 10 både i havnen.
Hanne og Perle vågner og vi bliver opkrævet havnepenge. De tager heldigvis kort!

Hanne går tur med dyret, som herefter låses inde. (Dyret).
Vi er nødt til at spise på kroen, da vi jo ikke har meget gas ;-)

På den hyggelige kro bestiller vi wienerschnitzel. Hold da op en bondeportion! Det er den største schnitzel jeg nogensinde har set. Hertil ærter, kartofler og nogle sjove brødchips.
Vi kunne knapt spise os gennem halvdelen. Det var rigtig god mad og til en overkommelig pris.
Vi cykler retur til båden. Godt mætte og godt tilfreds med vi fik lagt lidt penge på øen.

Vi tørner hurtigt ind, men vågner begge i løbet af natten, da det blæser meget.
vi ligger dog rigtig godt i læ fra færgen.

Lørdag morgen vågner jeg som sædvanligt tidligt og går en tur med kræet. Så skal færgen afsted og det samler en del mennesker på kajen.
Vi ligger i første parket og nyder den syden, som færgen afstedkommer.

Vi har en langsom formiddag. Vejrudsigten siger samme udsigt søndag som den var fredag, så vi beslutter at sejle lørdag.
Efter kl. 12 skal vinden løje til omkring 10 sekundmeter, så det venter vi på.

Vi får snakket lidt mere med ham i Maxi 87éren. Hyggelig fyr.
Lidt før kl. 12 kom der et par både ind i havnen. jeg gik hen til ejerne af den ene. En maxi 95.
Rigtig søde mennesker- og så var de også fra Bogense.
De var kommet fra Tunø og havde haft lidt slæk på, så de opfattede ikke sø og vind så voldsomt.
Hyggelige mennesker. Hanne og hunden kom også- og vi havde svært ved at gå fra dem igen, men vi skulle hjemover.

Efter stuvning af cykler og hund, kunne vi lægge fra kaj. Vi lavede en perfekt havnemanøvre kl. 12.30.
Vi sejlede op til sælreservatet for motor, da vinden var lige i rumpen. Herefter satte vi storsejl og gled sydover.
Der var vildt mange sæler på Møllegrunden- og en enkelt i vandet foran os.
Syd for Endelave kom der igen vind og sø. Der var lovet 8 sekundmeter, men vi sejlede konstant i 9-15 sekundmeter. bølgerne var store fra øst, men dog ikke så voldsomme som i fredags.
Den lille hund var ikke helt frisk, men fandt et godt leje i bunden af cockpittet.
Da vi kom i læ af Æbelø havde vi bare helt almindeligt dansk sommervejr: kuling og skum på bølgerne.
Det var helt befriende at slippe for de store irriterende søer vi havde mellem Endelave og Æbelø.

Kl. 15.30 sejlede vi ind mellem molerne i Bogense og jeg sagde til Hanne, at hun skulle lægge båden til i dag.
Det var hun ikke helt med på, men jeg fik hende overtalt.
Vi lagde os op til dieselkajen, så det var lettere at få ting og hund af båden.
Hanne lavede en aldeles fremragende tillægning. Den første nogensinde.
Hun er altså en sej søkone ;-)

Hanne, hund og grej forsvandt fra båden- og jeg sejlede den på plads. Her fik jeg lige en snak med vores nye naboer.

En dejlig weekendsejlads, men dog alt for meget vind. Måske dette er vores sidste weekendsejlads i år!

Lars

Ingen kommentarer:

Send en kommentar