søndag den 27. april 2014

En dejlig weekend

27. april 2014

Hjemme igen efter en super dejlig weekend.

Vi tog afsted lørdag ved 14 tiden.
Jeg nåede lige standerhejsningen i sejlklubben. Klubben byder på en gratis øl på dagen siger de, men den øl koster os altså 850 kr. om året.!

Hanne, Carina og Isabelle kom ned på båden og vi fik pakket. Jeg var lidt lunken ved vejret. De lovede 4-5 sekundmeter var blevet til 10 sekundmeter i havnen.
Carina er ikke så vild med når vi lægger os på siden og Isabella har jo aldrig sejlet før.

Vinden er noget spids og vi gider ikke krydse til Juelsminde i 10 sekundmeter, så vi stamper for motor hele vejen.
Efter ca 20 minutter faldt Isabella i søvn i cockpittet, her sov hun lige til Juelsminde. Dejligt.
I det hele taget en pragtfuld sejltur. Dejligt at ha' Carina og Isabella med.


Vi havde fortalt Carina, at Juelsminde ofte var som mini Skagen med vildt mange mennesker og liv på havnen.
De blev ikke skuffet. Der var vildt gang i Juelsminde. Sejlklubben havde standerhejsning og der var mange mennesker ude i det gode vejr.
Vel ankommet til havnen røg hue og sejlerjakke hurtigt af. Vi fandt en fin plads i den gamle havn og det var dejligt varmt i havnen.

Isabella skulle jo op og se sig omkring og det var sjovt at se hvordan de små ben jollede afsted allerede inden hun kunne nå ned til broen.

Vi var lige oppe og snuse lidt og endte på restaurant "På Havnen".
Her var der ikke så mange gæster, så vi fik en fin behandling med hurtig mad og specialbehandling af Isabella.
Fin mad. Absolut godkendt.

Det virker som om Isabella hurtigt føler sig hjemme på båden. Hun forsøger at tage lejderen selv. Hun vil også gerne op i cockpittet eller ned i båden hele tiden, der er krudt i den lille.
Da hun falder i søvn er det hyggeligt at sidde og sludre med Carina.

Søndag morgen vågner jeg som sædvanligt alt for tidligt. Carina og Isabella har fået forkøjen, så vi sover i salonen.
Selv om man forsøger ihærdigt, så er det ganske umuligt at færdes lydløst i en sejlbåd.
Det lykkes mig dog at komme op på toilettet uden at vække hele havnen.

Her er altså bare så dejligt. Juelsminde havn blev i 2012 kåret som den bedste havn i Danmark. For vores skyld kunne den kåres til Danmarks bedste havn hvert år.

Resten af besætningen begynder at få øjne ved 7.30 tiden og det er på tide. Nu kan jeg ikke vente på morgenkaffen længere.
Jeg har jo mit bag-selv-brød-i-ovnen projekt, så jeg smider lige dejen i en form og proklamerer, at der om 35 minutter er lækkert nybagt brød.

Lad mig bare sige det selv........det var en aldeles betinget succes. Faktisk var det så uspiseligt, at jeg måtte gå den tunge gang til bageren efter brød. PINLIGT.
Brødet så egentligt fint ud, det var penslet med æg. Men da jeg skar af det, var det slet ikke bagt indeni.

Gad vide hvad der er sket? Måske var der for meget dej. Måske var ovnen ikke varm nok?
Jeg må øve mig lidt mere på den gasovn og leve med dumme kommentarer om mit brød de næste par år!

Efter, den efterhånden lidt sene, morgenmad var pigerne lige ude at kigge lidt på lokaliteterne. Jeg fik så tjansen med opvask og lidt små reparationer på båden.

Da havnefogeden havde kontortid kl. 11 var jeg lige forbi for at få byttet et knækket kort til elstanderen.
Meget flink mand og dejligt der en rigtig havnefoged af kød og blod.

Da Isabella var ved af være færdig med "jeg vil være inde, jeg vil være ude. Jeg vil være nede, jeg vil være oppe-leg, kunne vi jo lige så godt sejle hjemad.

Vi havde lovet Carina at vi kun ville sætte forsejl.
Vinden var agten for tværs og vi havde for lidt sejl oppe. Det blev til en lidt rullende og langsom tur.
Hanne og jeg havde bestemt sat mere sejl op.

Vi nåede dog endelig Bogense og lagde os langskibs ved mastekranen.
Efter få minutter kom Martin og Frederik forbi. Hanne fik straks den ide, at de da kunne hjælpe mig med at sejle båden på plads, så ville hun tage med Carina hjem.

Det klarede drengene fint og efter lidt slik var de på farten igen.

Lars

Ingen kommentarer:

Send en kommentar