søndag den 21. juli 2013

21-25. juli

21. juli 2013

Vi vågnede sent til en pragtfuld morgen.
Her er ikke megen vind, men lidt skyer, som dog er på vej til at blive opløst.

Jeg køber morgenbrød hos havnebrugsen og efter morgenmaden begiver vi os afsted til bussen.
Der er en gratis bus fra Dyvig til Nordborg. Det er lidt smart.
Da vi ankommer til Nordborg, går vi ned i hovedgaden.
Her er ikke et øje og det går op for os, at det er søndag! Kalendertyraniet er ikke lige det der plager os i ferien!

Vi sidder på et tidspunkt på en bænk i byen. Det eneste der mangler er et par saloondøre der slår i vinden, så vil det ligne en forladt vesternby.

Vi går forbi Nordborg slot, som ser spændende ud, men det må blive en anden gang.

I kvickly for vi handlet ind til de næste par dage. Da vi har handlet der, skal jeg lige ind for at handle et par hemmeligheder....!

Vi sidder på en bænk og venter på den gratis bus. Nordborg er en mærkelig rodet by med bevaringsværdige huse og nogle ejendommelige kasser smækket op ved siden af hinanden.

Vi kommer tilbage til båden ved middagstid og sidder i båden og læser og får lidt frokost.
Jeg går i bad og checker lige lokationen ud for min hemmelighed!

Tilbage på båden undrer Hanne sig lidt over, at jeg går afsted med min hemmelighed i et net.
Jeg går op på bakken over Dyvig og gør klar.
Da jeg har fundet et godt sted ringer jeg til Hanne og beder hende komme op på bakken-
Da hun kommer op står jeg klar med 2 glas champagne. Vi har udsigt over hele Dyvig og jeg tænker, at der ikke kan være et smukkere sted, at fri til sin elskede.
Jeg er helt nede på knæ- og får et "ja". Jeg elsker hende og vi vil altid huske Dyvig og naturen omkring os.

Vi går glade tilbage på båden og døjer med varmen i cockpittet.
Vi har sat cockpitteltet, men åbnet siderne og bagstykket. På den måde får vi lidt skygge og en smule gennemtræk fra den næsten manglende vind.

Vi orker ikke at trække grillen ud fra gemmerne, så vi spiser aftensmad i båden.
Efter maden går vi over på badehotellet, hvor Steen og Merete har fået plads i deres havn.
Vi hygger et par timer i deres store båd. Herefter er det tilbage til vores egen havn og i køjen.


22. juli 2013

Igen en dejlig morgen, at vågne til.
Her er smule diset, men det ser til,at opløses snart.

Jeg henter igen morgenbrød og havnefogeden slår et stort grin op, da jeg meddeler, at vi sejler i dag, "Vi gider ikke ligge i dette hul længere".
Vi er klar til afgang kl. 08.30,  samtidig har Steen og Merete lige forladt deres havn, så vi følges lidt derudaf.

På vej ud til udsejlingen fra lagunen sejler bådene som perler på en snor. Alle finder en plads i rækken og holder ca. 4,5 knob.
Det vil sige....NÆSTEN alle finder en plads i rækken!
En stor grim Hollandsk motorbåd kommer forbi med 8 knob. For fanden mand - der kan jo kun komme en båd ud af hullet ad gangen.
Man får en fornemmelse af, at motorbådssejlere hver morgen indgår væddemål om hvor mange sejlbåde de kan vælte den dag!
Længere fremme går det så op for motorbådssejleren, at eneste mulighed for at komme ud er, at indordne sig i rækken.
Han får bremset skibet og klemmer sig ind bag en sejlbåd lige inden løbet.
Vi har en stærk mistanke om, at sejlbåden nedsatte farten voldsomt igennem løbet med fuldt overlæg.

Vel ude fra dette smukkeste sted i Danmark deler den lange slange af sejlbåde sig til 3 slanger.
Nogle skal sydpå, nogle skal vestpå mod Åbenrå, nogle skal nordpå.
Vi er i den sidste gruppe.

Her er absolut ingen vind, så vi sejler for motor. Vi sidder og nyder det smukke landskab der glider forbi, mens vi får morgenmad i cockpittet.

Vi går med 5,8 knob ved 2000 omdrejninger. Det synes vi er helt ok. Motoren har nu kørt i 44 timer.

Vi ser endelig marsvin igen. Det er nok 14 dage siden vi har set marsvin, det er helt uvant.
Det er lige dejligt hver gang, den lille tandhval kigger forbi.
marsvin 

Ved 11 tiden ankommer vi til Årø havn. Her har ingen af os været før, jeg har altid ligget i Årøsund når jeg har været på disse kanter.
Der er overraskende mange pladser i havnen og vi udser os straks den bedste plads for os. Desværre er det bare ved en lav flydebro, så vi anråber en sejler, der kan tage vores for-fortøjninger.
Det er for farligt at lade Hanne springe ned med fortøjningen.
Vel fortøjet, får vi en lille snak med vores naboer fra Aarhusbugten.
Herefter er det hurtigt op med cockpitteltet, så vi kan få skabt noget skygge. Her er virkelig varmt.

Trods varmen går vi op for at ordne de forskellige havneting, som altid skal ordnes.
Hvor er toiletter og bad (og ser det ordentligt ud), hvor og hvordan betaler man havnepenge og er der et sted hvor man kan handle.
Det hele ser fint ud her, så vi bevæger os op mod byen.
Hold da op her er hyggelige. Små søde huse uden at være overpyntede.

Det er lidt overraskende for os, at der ligger flere meget store gårde her, men det må jo være fra den tid hvor men kunne leve af 30 tdr. land.
Vi finder den lille fine kirke og er inde for at se den.
Den er rigtig hyggelig- og lille.


Så går vi den anden vej gennem den lille by og lander ved Brummers gaard, hvor der er lavet cafe.
Brummers gaard har også været en meget driftig gård, men overlever nu på turister.
Vi finder en god skyggeplads på gårdspladsen og deler et par fadøl.


Tilbage på båden slapper vi af og læser.
Som eftermiddagen skrider frem, kommer der mange både ind. Det er altid underholdende at se. Der er virkelig mange måder havnemanøvrene kan klares på!
Resten af aftenen går på båden og ved havnen.
Solnedgang på Årø


23. Juli 2013

Vi vågner og som sædvanligt, henter jeg morgenbrød.
Det var tåget, men ikke koldt.
Inden afgangen kl. 9 fik jeg snakket med Carsten over telefonen. De lå med deres maxi 95 i Middelfart og skulle til Årø. De har haft nogle el-problemer ombord, men tror dog det er løst nu.
De skal først indtil byen at handle inden de tager afsted.
Vi har desværre ikke tid til at vente på dem, men håber vi lige kan mødes i Lillebælt.

Da vi sejler afsted er det så tåget, at vi har lanterne tændt og tågehornet liggende klar.
Her er nul vind, så vi går for motor. Vi sejler bare ca. 4 knob, men strømmen skubber os med 1-1,5 knob, så der er omkring 5,5 knob over grunden.
Efter den normale morgenmad i cockpittet løsner tågen sit greb og der bliver efterhånden fin sigt.

MARSVIIIN bliver der råbt og vi nyder igen den lille hval.
Lidt senere får vi også besøg af en lille sæl. Dejligt.

Lidt syd for Brandsø får vi pludselig lidt vind. Motordyret slukkes og snart efter glider vi med 4 knob for er foran for tværs. Dejligt og stille.
Det varer dog kun en halv times tid, så ind med genuaen og start af motor igen.

På et tidspunkt går der en sejlbåd for motor sydpå. Vi kan ikke rigtig se om det er Carsten og Winnie, men vi skifter kurs og sejler direkte over mod dem.
Da vi kommer ret tæt på kan vi se, at det bestemt ikke er maxi'en og så fører den tysk flag!
De må ha' troet vi var godt skøre, da vi faldt tilbage på vores rette kurs.

Lige ved indgangen ved Fænøsund havde vi de sædvanlige strømhvirvler, som er mærkelige at sejle i.
Fænøsund er lukket, da der ligger nogle store kabelskibe.
Da vi ligger vest for Fænø ringer Carsten.
De er ikke tidlige startere, så de ligger først lige på den anden side af Fænø nu. Så dem får vi ikke hilst på.
Lige da vi har talt sammen begynder det at friske noget op.
Vinden er lige imod, så vi fortsætter for motor og storsejl.
Inden den gamle bro hiver vi dog også storsejlet ned. Det giver ikke mening af have det oppe, det står bare og slår.
Det er faktisk en rigtig træls sejlads.

Bølgerne er ikke bare høje, de er også tætte, så vi brager snuden ned i hver eneste.
Vi har 9-11 sekundmeter vind lige i snotten og det bliver så koldt, at jeg må have min jakke på.

Vi har planer om at gå til Strib, men nu må vi lige se hvordan det ser ud med vinden når vi når dertil.
Hvis der ikke er læ i Strib, må der jo være det i Fredericia, men det er en kedelig havn.
Vi stamper os under den nye bro og kan tydeligt se hvor den brændende lastbil har stået i nat.

Vi søger ind under Strib og finder heldigvis læ. Vi lister ind i havnen på vores sædvanlige stille måde og finder straks en fin plads lige foran klubhuset.
Efter en perfekt tillægning går det hurtigt med at få jakke og redningsvest af. Her er stegende varmt.
Underligt når vi lige har ligget derude og banket bølger i 11 sekundmeter.

Vi er lidt rundt at se på lokaliteterne og får betalt havnepenge i en kuvert.

Vi skal have provianteret og går op mod brugsen. På vejen kommer vi forbi en slagter, her skal vi da lige ind og kigge.
Hold da op en forretning. Det er en forretning hvor der bestemt ikke bliver gået på kompriomis med kvaliteten. Der er også en anden lille afdeling med vine, specialøl og en masse forskellige specialiteter.
Jeg når lige at sige til Hanne, at det eneste de vist ikke har, er er pejsebrænde. Så hører vi pludselig en stor sav starte ude bagved.
Vi er ved at flække af grin "Nu kommer de nok ind med pejsebrændet".
Ved nærmere eftertanke var det nok et dyr der blev savet i.

Vi kan faktisk gøre alle vore indkøb her, så vi slipper for den lange vej til brugsen i bagende varme.
Mon ikke sådan en forretning også kunne gå i Bogense. Slagteren fortæller faktisk, at de har mange kunder fra Bogense.
Bestemt en anbefalelsesværdig forretning.

Tilbage i båden opdager vi så, at vi har glemt at købe brød. Så Hanne smutter lige op til bageren.
Senere erobrer vi et bord/bænkesæt ude på molen. Her bænker vi os med kage og kaffe, så vi kan se de gamle træskibe fra "Fyn Rundt for bevaringsværdige træskibe" sejle forbi.

Det er vældig hyggeligt og den gamle dampdrevne isbryder "Bjørn" sejler ud og modtager sejlskibene, der skal ind til Middelfart.
For nogle år siden stod jeg på kajen i Helsingør i forbindelse med en Sjælland Rund sejlads og læste et opslag om, at nogle gamle tosser ville renovere "Bjørn". En af de gamle kiggede op fra skibet og spurgte om jeg ikke ville ombord.
Det skulle han ikke sige to gange og jeg fik en fin rundvisning i skibet. Fantastisk, at deres projekt lykkedes.
Mens jeg sidder og sveder, kan jeg ikke frigøre mig fra tanken om, at der faktisk står en nede i maskinrummet på Bjørn og skovler kul!

Vi kan ikke holde ud at sidde i solen, så vi returnerer til båden.
Her kan jeg heller ikke holde ud at være, men jeg finder en ledig bænk i skyggen mellem toiletterne og havnekontoret. Her bænker jeg mig med min bog.

Herefter spiser vi på båden. Nu er temperaturen ved at være dernede hvor det er tåleligt. 
Vi sidder og hygger i båden med kaffe og bøger. 
Pludselig kommer vi til at tale om, at vi jo også bare kunne sejle hjem nu!
Nu er omstillingsparathed vist vores varemærke, så 15 minutter efter lå vi ude i bassinet med sejlklar båd. Vi gik ud af havnen kl. 22.
Efter vi havde rundet fyret fik vi vinden lige i snuden. Det var vi nu forberedt på, det ville være motorsejlads hjem. 
Der var endda hængt en fin fuldmåne op til os. Det kunne vi ikke ha' arrangeret bedre selv. 
Fuldmåne over Strib.

Det blev til en natsejlads vi vil huske længe. Store bølger som vi red op og ned af mens fuldmånen lyste for os.
Vi fandt nemt bøjerne nord for Bogense. Det var bare at sejle indtil de kom ind i skæret fra månen.
Præcis kl. 01.00 lagde vi til på vores egen plads.
Vi måtte lige sidde med et glas vin og skåle på en aldeles fremragende ferie.
Jeg husker ikke vi nogensinde har haft 3 uger med så perfekt vejr.

Godt trætte lusker vi i køjerne. Ferien er slut.


24. juli 2013

Det er nu også dejligt at komme hjem igen.
Carina kom ned med en bil og vi fik lidt madvarer og tøj med hjem.
Haven er lidt langhåret, men ellers er der passet fint på hus og dyr mens vi bare har drevet den af.

Jeg pendler lidt mellem huset og båden og får ryddet lidt op efter ferien.
En pludselig indskydelse får mig til at løfte dørken i salonen.
FOR FANDEN DA.............
Kølsvinet er jo fyldt med vand. Jeg suger 30 liter op.
I starten af ferien checkede jeg af og til, men der kom ikke vand ind her, der kom dog vand ind foran motoren, men det havde vi jo ligesom vænnet os til.

Vi holder snart ikke til mere. Motorproblemerne er overstået og vi troede også, at vi havde nogenlunde styr på vandproblemerne!
Der skal altså IKKE være vand inde i en båd.

Mekanikeren konsulteres og det ender nok med Josefine skal på værft igen.
Vi er altså lige lidt nede nu...........

Lars

Ingen kommentarer:

Send en kommentar